Ironwulf.net Ver 6: En route - Filippinerne, Rejser, Photography

Det er interessant at gå ned som denne gang du kan se det motiv, der henviser til, når du klatre alle var i mørke. Selv om nogle, mørket var god til at dække den scene, fordi nu kan du faktisk se, hvor du kan falde. På vej ned fra topmødet er kinda hårdt på knæ og tæer, som din krop har at afbalancere sig fra den vælter. Derefter at navigere gennem tovværk kræver en smule rapeling færdigheder. Som jeg vist sig at være sjovt faktisk.

Bare af Sayat-Sayat checkpoint er den højeste Phone Booth jeg har set. Ja, det virker! De kan have sat disse op i tilfælde af nødsituationer eller kommunikation fra andre stationer, eller hvis slyngplanter gerne vil kalde deres venner, kære eller pårørende og fortælle dem, de har erobret den top!

Kort, 2 timer senere gjorde vi det tilbage til Laban rata Resthouse at hvile lidt op og have frokost på dåse varer og sandwiches venstre fra vores fødevareforsyning. Alle var opbrugt. Jeg har lidt en mild hovedpine og ville bare ligge ned og hvile der. Men vi er nødt til at checke ud snart. En halv time efter middag var vi på vores vej ned.

Jeg besluttede at spurte ned så hurtigt som jeg kunne for ikke at tillade mine ben til wobble. Men også for at give mig tid til at tage flere billeder. Træerne her virkelig charmere mig. Jeg elsker deres tynde buede grene næsten sammenblanding hinanden. Sammen med disse er de andre interessante udlændinge, der er bare at gå op på bjerget. Der er mange tyskere, polsk, indianere, indonesere, Singaporeans og amerikanerne også. Men bjergbestigere har denne forståelse og respekt, selv om vi ikke taler samme sprog, øjne til øjnene, smiler og nikker er nok til at anerkende hinandens tilstedeværelse.

Ved halvdelen af de spor jeg ventede på nogle af mine kammerater. Det var husly blev Cable Car er placeret. Jeg håbede nogle af mine kammerater med personskader kunne bruge det går ned, men viser sig, at kun personalet kunne bruge det. Jeg tror, jeg ikke skulle have stoppet der, fordi efter denne lange hvile og snacks, mine ben virkelig fik wobbly og træt. På vej ned de ujævne skridt med stor betydning for hvert trin giver et stort pres på knæ. Jeg fik virkelig træt. Hver husly vi ser, er et velkomment syn, et tegn på, at slutningen er nær. Det fik mørk og truende eftermiddag regn var på os. Heldigvis var vi i stand til at nå de Timpohon Gate ved 6pm.

Wow. Sikke en tur! Jeg var død træt, mens vi ventede på vores kammerater på det ty-modtagelse. Jeg troede, jeg var stinkende og besluttede at ændre sig med rene tørre tøj og tage et bad senere. Kort der var denne fyr fra en gruppe, der kontaktede mig og talte tagalog. Ei, Filipinoes der lige er ankommet til klatre! Viser sig, de var fra gruppen "Conquer" og bemærket min Conquer og Sandugo Sandaler. Jeg byde dem goodluck for deres klatre og snart resten af gruppen ankom. Nu er vi off til Poring Hot Spring.

Tags: Stigning, Kota Kinabalu, Malaysia, Mount Kibanalu, UNESCO